Tatoveringsflashens historie: fra sømænd til digital opdagelse
Fra sømænds overtro til flashark på studiets væg og digital opdagelse: hvordan flash har formet den måde, folk vælger deres tatovering på.
Før Instagram, før onlineporteføljer og før tatovører kunne vise deres arbejde for hele verden, var der en væg.
I tatoveringsstudierne viste ark med tegninger alt fra ankre og ørne til roser, kranier, pin-up-piger og mytiske skabninger. Kunderne bladrede dem igennem, valgte et motiv og besluttede, hvad de ville bære på huden.
Disse tegninger blev kendt som tatoveringsflash. De blev en af de mest genkendelige dele af den traditionelle tatoveringskultur. Men deres historie handler om meget mere end færdige motiver. Den handler om sømænd, omrejsende kunstnere, forretningsmæssig opfindsomhed og et visuelt sprog, der rejste over have.
Sømænd, overtro og historier på huden
Længe før flashark blev almindelige i amerikanske studier, bar sømænd allerede en genkendelig samling symboler.
Et anker kunne stå for forbindelsen til havet. Et skib kunne mindes en hård rejse. En svale stod traditionelt for 5.000 tilbagelagte sømil, så to svaler kunne markere 10.000 mil til søs.
Nogle symboler havde mere mærkelige oprindelser. Tatoveringen med gris og hane er et af de mest usædvanlige eksempler. Sømænd satte somme tider en gris på den ene fod og en hane på den anden i troen på, at billederne ville beskytte dem mod at drukne.
Ifølge den amerikanske flådes kulturarvssider kan overtroen gå tilbage til sejlskibenes tid, hvor grise og høns blev fragtet om bord i trækasser. Hvis et skib sank, kunne kasserne flyde, så dyrene var blandt de få overlevende. Det er en folkelig forklaring og ikke et dokumenteret faktum, men tatoveringen blev en slags lykkebringer. [1]
Disse motiver var ikke bare dekorative. De fortalte om erfaring, identitet, tro og nogle gange en sømands hele forhold til havet.
Når skibe sejlede mellem havne, rejste tatoveringstraditionerne med.
Da tatoveringsmotiver blev en forretning
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udviklede den professionelle tatovering sig i havnebyer og kommercielle studier.
En af de personer, der forbindes med udviklingen og udbredelsen af flash, er Lewis Alberts, ofte kendt som "Lew the Jew". Hans tegninger og trykte ark var med til at gøre motiver tilgængelige for tatovører uden for hans eget studie. Kilderne er uenige om, præcis hvornår hans flashark første gang dukkede op, men hans rolle i udbredelsen er bredt anerkendt.
I stedet for at hver kunstner skulle skabe hvert motiv fra bunden, kunne flashark købes, udstilles og genbruges. Tatovører kunne også bytte motiver og dermed udvide udvalget til deres kunder.
Det skabte noget, der lignede et tidligt visuelt netværk mellem tatoveringsstudier.
Der var en praktisk grund. Mange kunder, især sømænd, havde begrænset tid i havn. En væg fuld af færdige motiver gjorde det muligt at vælge hurtigt i stedet for at bruge timer på at drøfte et helt specielt billede.
Systemet gjorde også tatovering mere tilgængelig for kunstnere, der ville starte en virksomhed uden selv at producere et helt katalog. [2]
Percy Waters og et indblik i en tatovørs sind
En af de mest fascinerende historiske samlinger tilhører Percy Waters, en tatovør fra Detroit, der arbejdede i begyndelsen af 1900-tallet.
Museet The Henry Ford opbevarer en ekstraordinær samling af hans materialer. Blandt dem er en flashportefølje med omkring 277 farvelagte akvarelmotiver samt originale skitser.
Tegningerne omfatter blomster, hjerter, sejlskibe, portrætter, dyr, drager, religiøse figurer og lykkesymboler. Nogle er velkendte traditionelle tatoveringsmotiver; andre afspejler tidens populærkultur og fantasi.
Det, der gør samlingen særlig interessant, er, at den giver et indblik i, hvordan en tatovør arbejdede: fra de første ideer på papir til de færdige motiver, som blev vist til kunderne. Den viser, hvordan tatovering udviklede sig til et professionelt håndværk med sin egen visuelle kultur. [3]
Cap Coleman og tatoveringsstudiet som galleri
En anden vigtig person var August "Cap" Coleman, som åbnede sit studie i Norfolk, Virginia, omkring 1918.
Norfolk var en travl havn og dermed et naturligt sted for en tatoveringsforretning, der betjente sømænd og andre rejsende.
Tatoveringsbutik på West Main Street, Norfolk, Virginia, 1941. Foto: John Vachon, Library of Congress.
Colemans arbejde opbevares på The Mariners' Museum. Et særligt interessant stykke er et stort akvarelark, som museet bestilte i 1936, med titlen Designs of the Tattooers Art. Museet har også fotografier af hans butiksfacade fra samme år, med vinduer dækket af flashark. Tatovører brugte altså allerede visuel merchandising til at tiltrække kunder længe før sociale medier.
Colemans karriere viser også, hvor sårbare tatoveringsforretninger kunne være over for lokale regler. Efter Anden Verdenskrig forbød Norfolk tatovering, og Coleman og andre tatovører blev tvunget til at forlade byen. [4]
Fra væggen til telefonen
I årtier var flashark centrale for den måde, tatoveringsstudier præsenterede deres arbejde på. De hang på væggene, blev byttet mellem kunstnere og blev nogle gange samlet som originale kunstværker.
I dag foregår opdagelsen af tatoveringer anderledes. Folk bladrer gennem Instagram, digitale porteføljer og onlineplatforme og leder ofte efter en bestemt stil eller kunstner, før de tager kontakt.
Men den grundlæggende idé er ikke forsvundet: folk opdager stadig tatoveringer ved at se på motiver.
InklouMatch bringer den tradition ind i et digitalt miljø med Match via flash. Kunder kan udforske flashmotiver efter by, markere dem, de kan lide, og opdage de tatovører, der er knyttet til motiverne.
I stedet for at vælge fra et ark på studiets væg kan kunden nu opdage forskellige kunstneres arbejde og finde en, hvis visuelle stil passer til deres interesser.
Teknologien har ændret sig, men forholdet er velkendt. En tegning fanger nogens opmærksomhed, vækker interesse for en bestemt kunstner og kan blive startpunktet for en tatovering.
Fra Percy Waters' akvarelskitser til digitale flashsamlinger er flashens historie også historien om, hvordan kunstnere gør deres arbejde synligt.
Væggen er blevet en skærm. Forbindelsen mellem tegningen, kunstneren og den person, der bærer den, står stadig i centrum af tatoveringskulturen.
Kilder
1. U.S. Naval History and Heritage Command, "Sailors' Tattoos" (history.navy.mil, Customs and Traditions).
2. Tattoo Archive, "Lewis 'Lew the Jew' Alberts" (tattooarchive.com/history/alberts_lew_the_jew.php).
3. The Henry Ford, "An Artist with the Needles" (thehenryford.org/collections/explore/articles/tatoo-history-at-thf).
4. The Mariners' Museum, Designs of the Tattooers Art, August "Cap" Coleman, 1936, inventarnr. 1936.166.20 (marinersmuseum.org/2020/10/tattooinga-dead-art/).